top of page
  • Forfatters billedeMie Hald

Det ville jeg ønske, jeg havde vidst: 5 råd til forfatterspirer

Opdateret: 2. maj 2021

Da jeg startede med at skrive, var det fordi der var historier, som bare skulle ud. Jeg havde ingen struktur eller viden om, hvordan jeg praktisk kunne sætte en dokument op - jeg vidste ikke engang, hvad en tabulator var!


Det kan du måske nikke genkendende til. For at hjælpe forfatterspirer, der gerne vil have hjælp på deres skrivevej, vil jeg de næste mandage poste blogindlæg, der handler om at begynde at skrive. Så kig forbi mandag aften for at læse med!


I dag starter vi med 5 generelle råd. Det er nogen, du kan have med i baghovedet, når du bevæger dig videre i den litterære verden, men er ikke rettet mod selve skriveprocessen.


Mine erfaringer


Hvad kvalificerer mig til at give gode råd? Med mindre du har fundet denne side via Google, så ved du, at jeg er udgivet forfatter. Jeg har skrevet, siden jeg var 8-9 år gammel, og min debutroman Dødsvalsen udkom i februar 2016. Jeg bilder mig på ingen måde ind, at jeg er mesterskribent - men det betyder ikke, at jeg ikke ligger inde med en masse god viden.


Jeg forsøger nemlig altid at forbedre mig, og der er mange ting i forfatterlivet, jeg ville ønske, jeg havde vidst, da jeg startede. Derfor håber jeg, jeg kan give den erfaring videre.

Hænder holder Dødsvalsen og en kop løftet op.

Din første bog vil være noget rod


Jeg skrev min første 300-siders roman, da jeg var 12 år gammel. "WOW, det er da for vildt!" Øøh... Joh, men jeg havde ikke andet at lave, og den er skrækkelig! Ja, jeg har den stadig - nej, du må ikke så den. Måske omskriver jeg den på et tidspunkt.



Men sådan er det med ens første bøger. De bliver altså bare ikke gode!


Det betyder ikke, at den første bog, du kommer til at udgive, ikke vil være god. Uanset om du vælger at selvudgive eller blive udgivet via et forlag, så er der ofte en masse forarbejde, der lægger før. Det betyder, at du får (eller i hvert fald burde få) det bedst mulige resultat.


Når jeg i dag kigger i min debutroman, så kan jeg da godt cringe lidt. Der er fraser, vendinger og elementer, jeg nu synes er lidt amatøragtige. Men det betyder ikke, den ikke er god. Jeg har lært mere, jeg er blevet bedre, og sådan tror jeg, det vil forløbe i lang til fremover. Sin egen værste kritikker, ikke også?


Man skal knuse nogle æg for at lave en omelet. Jeg har skrevet over 20 bøger, men kun udgivet én roman og en håndfuld noveller. Det er en lang vej, og det kræver øvelse. Så indse, at det, du skriver, nok vil være dårligt i et stykke tid. Den bedste måde at lære at skrive på, er ved at gøre det (og ved at læse!)...


Skriveblokering kan kun løses på én måde


Billede af en computer og en notesbog, samt en pen med skriften "Writer".

Hvordan løser man skriveblokering? Det har jeg selv spurgt mange forfattere om, før jeg knækkede koden. I lang tid troede jeg, at jeg bare havde brug for en pause. Luk computeren, træd lidt væk fra det hele, få et nyt perspektiv, alt sådan noget.


Det passede så ikke.


Et nyt perspektiv er altid godt, og det er vigtigt at holde pauser. Men du skal holde en pause, når du har brug for den - ikke fordi du ikke kan få ordene ud.


Jeg brugte skriveblokering som en undskyldning i lang tid, og vupti!, så havde jeg ikke skrevet i et helt år... Når man arbejder meget med skrivning, så vil der være perioder, hvor det er svært, og hvor du føler dig uinspireret. Det er bare en del af arbejdet. Det bedste, du kan gøre, er at sætte dig ned, lave et overskueligt mål, og holde dig til det.


Her er to af de metoder, jeg anbefaler:


  • Brug NaNoWriMo. NaNoWriMo står for National Novel Writing Month og er egentlig et event, der kører over november. Det går ud på at skrive 50.000 ord på en måned - men jeg bruger den også resten af året. Du kan nemlig registrere dit projekt og siger, at du vil skrive X antal ord i tidsperioden D/M - D/M. NaNoWriMo hjælper dig med at tracke din fremgang og siger, hvor mange ord du skal skrive om dagen for at nå i mål. Det er meget mere overskueligt, når du kan se, at du "kun" skal skrive 893 ord, frem for at udfylde hele resten af bogen!

  • Sæt en timer og slå måsen i sædet. Lad være med at rejse dig fra computeren, og hold dig fra internettet, indtil uret ringer. Som du kunne læse i sidste afsnit, så kan det godt være, det bliver ringe - men det er ikke det færdige produkt, så det går nok!


"Men det har jeg slet ikke lyst til, det er hårdt!" Åh ja, skrivning er hårdt. Men hvis du vil være produktiv og få lavet noget, så er det med at komme i gang.


Vær kritisk med kritik


Kritik er en vigtig del af skrivearbejdet. Når du går fra at skrive kun for dig selv, og pludselig skriver med et publikum i mente, så er du nødt til at lytte til det publikum.


Uanset om du skriver på Movellas, Wattpad eller AO3, eller om du er nået dertil, hvor du bruger beta-læsere, så skal du bruge dine læseres kritik til noget konstruktivt. Men lad være med at lytte til alle og enhver.


Det er ikke al kritik, der kan bruges til noget. Hvis 9 ud af 10 siger, at din hovedperson er fantastisk, men den sidste siger, at det er en forfærdelig karakter, så skal du måske ikke tage det alt for meget til hjerte...


Det er altid vigtigt se på din kritik som noget, du kan vælge imellem. Folk, der kommenterer på din historie på nettet, kan du tage, som du vil - men hvis du bruger beta-læsere, så lad være med at have dem kun for ros. Husk på, at de repræsenterer dine læsere. Hvis de har mange kritikpunkter, så er der nok noget, du skal have ordnet...


Du bliver kun bedre ved at lytte til andre - men hvis nogen synes, at det er dumt, at din hovedperson har brunt hår, så kan du nok godt overse det!

Billede af en hånd, der skriver på en computer.

Arbejd lidt med skrivning hver dag


Læg mærke til, at overskriften ikke siger "Skriv hver dag". Det er nemlig et råd, du uundgåeligt vil støde på, men det er faktisk ikke særlig godt.


Det her råd kommer fra Jenna Moreci, som er en fantastisk dejlig forfatter på YouTube! Du kan se videoen, der indeholder dette råd, her.


Det er ikke alle, der kan skrive hver eneste dag. Nogle har skole, arbejde og familier, og nogle gange er livet bare meget. Så i stedet for at stresse over, at du ikke får skrevet hver eneste dag, så tag en dyb indånding og gør noget, der har noget med din historie at gøre i stedet for.


Jeg har brug for en pause fra skrivning en gang imellem. På grund af dårlige siddestillinger (et andet godt råd: SID ORDENTLIGT!) har jeg ofte smerter i arm og ryg, og derfor har jeg brug for hviledage. På de dage kan det være, jeg arbejder med at promovere mig selv på diverse sociale medier, jeg opdaterer min hjemmeside, eller jeg sidder og ser TV-serier og film, der forhåbentlig kan inspirere mig. Det kan også være, jeg har travlt med noget helt andet - så kører min historie bare rundt som et æg under en varmelampe i mit hoved, hvor den kan få lov til at udvikle sig.


Opbyg en forfatterplatform allerede nu


Hvis du først begynder at markedsføre dig selv og dit arbejde, når din bog udkommer, er du allerede for sent på den.


Jeg ville ønske, nogen havde fortalt mig, da jeg udgav min første bog, hvor vigtig en forfatterplatform er! En forfatterplatform er markedsføring af dig selv og dit arbejde på sociale medier. I Danmark er Instagram the place to be, mens det på et internationalt plan er Twitter.


Stock-image - hånd, der scroller på Instagram.

Selvom du ikke har et produkt at sælge, så kan du opbygge et publikum over tid. Fortæl om, hvad du laver, hvad du arbejder på, hvordan du arbejder - alt sådan noget, der kan være sjovt at dele med dine læsere! Du kommer til at opbygge en gruppe, der allerede glæder sig og er interesserede i dit arbejde, og du har altså allerede mennesker, der vil købe din bog, når den engang udkommer.


Sociale medier er desuden en super god måde at holde kontakten med dine læsere. Du kan forbinde med andre forfattere og opbygge et godt netværk - og så er det danske bogfællesskab bare dejligt*!


Jeg anbefaler som minimum at du har en semi-aktiv Instagram, når du først starter op. Det er også en god idé at starte en Twitter, hvis du er frisk på dét, og kom gerne ind på GoodReads også. En Facebook-side kan du godt vente med, til du får antaget dit første manuskript, men opret den, inden bogen udkommer.


Hvis det virker uoverskueligt og uhyggeligt, så bare rolig! Næste uge handler nemlig om, hvordan du starter en forfatterplatform!


*Jeg kan selvfølgelig kun tale for fantasy


Skriv løs!


Med de 5 råd håber jeg, du er lidt bedre klædt på til litteraturens vilde verden! Det allerbedste råd, jeg dog kan give, er at skrive løs. Lad være med at tænke på, om det er godt eller skidt, for så ender du med at sidde fast.


Skriv, hvad du selv vil læse - så skal det nok gå!


Såh! Hvad er det bedste skriveråd, du nogensinde har fået?

90 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page