Danmark er et meget lille land og et meget lille marked - så det er vigtigt at støtte hinanden! Gæsteindlægget her er skrevet af Christina E. Ebbesen, forfatter til til Aretz' Ende, en bromance, der måske bliver til en romance!
Til hverdag arbejder Christina som døvepræst, og hendes bogserie, hvori der er planlagt 6 bind i alt, har været længe undervejs. Jeg er selv enormt begejstret for den verden og de karakterer, hun har skabt, og jeg kan varmt anbefale at samle hendes bøger op, næste gang du er i boghandleren eller på biblioteket.
Christina er en smule besat af worldbuilding - på den allerbedste måde! Og det er også worldbuilding, hendes indlæg handler om. Uanset om du har læst til Aretz' Ende eller "bare" er nysgerrig og vil lære mere om worldbuilding, så læs med her for at få gode råd og inspiration til, hvordan et helt nyt univers kan opstå!
Worldbuildingens effekt på verden
Noget af det fedeste ved at worldbuilde en helt ny fantasyverden er for mig at prøve at regne ud, hvilken indflydelse små og store ting får på en hel verden.
Hvis der findes magi, har det selvfølgelig enorm indvirken på alt fra økonomi, krigsførelse, transport, politik, politi, religion og teknologi, og sikkert også hverdagen i al almindelighed (afhængig af hvor mange, der kan magi, hvad det ”koster”, og om man er åben omkring sin magiker-status).
Marvels X-Men-mutanter er jo egentlig ligesom magikere med hver deres magi. Nogle kan kun én besværgelse/spell/trick, andre kan mange ting. Det, at nogen kan gå gennem vægge og potentielt ret let røve en bank eller styre andres tanker, har naturligvis ret stor indflydelse på politik om, hvorvidt registrering er nødvendig, og temaet er tit evolution og kampen mellem den højere og den lavere udviklede/muterede race.
Det er ikke kun de store ting, der tæller!
Men det kan også være meget mindre ting, der kan få noget worldbuilding til at blomstre. Jeg valgte i mit fantasyunivers, at folk ikke får en vielsesring på fingeren, men et forlovelsesbånd om anklen og/eller vielsesbånd om den anden ankel, når man er gift.
Jeg ville bare lige twiste en lille ting fra vores verden. Men det affødte en masse nye muligheder. Jeg forbandt tanken om at binde bånd om fødderne med et ritual, hvor man følelsesmæssigt og sjæleligt forbinder sig med hinanden. Man laver en virkelig dyb forbindelse, som er en slags nærmest magisk ritual i sig selv i mit fantasyunivers. Det er den stærkeste forbindelse, man kan få. De forbundnes livslængde bliver cirka lige lang, så den ene ven/ægtefælle ikke skal leve længe uden den anden – man kan ligesom mærke hinanden gennem den tatovering, man laver, når ritualet udføres. Og man kan altid mærke, i hvilken retning den anden/de andre i forbindelsen er. Så ens fødder kan finde hinanden, hvis man bliver væk fra hinanden.
Dette gamle ritual er det, der mere almindeligt symbolsk vises med vielsesbåndet; at ens fødder automatisk vil gå i retning af partneren, hvis man er adskilt, fordi ankelbåndet symboliserer en forbindelse.
Hvad nu hvis..?
Dét var bare en lille ide, der udviklede sig, og det førte så til endnu flere muligheder. Hvad hvis man bortfører og dræber én i en forbindelse, kan man så nakke den anden/de andre samtidig? Er det to fluer med ét smæk? Kan man mærke, hvis den anden er utro, eller ikke er helt ærlig omkring sine følelser? Hvad hvis en elver og et menneske eller en ork forbinder sig? I min verden er racernes livslængde ret forskellig, så hvor meget længere lever et menneske/en ork, og hvor meget kortere lever en elver, hvis de forbinder sig?
Mange forfattere starter med at få en idé til en præmis, både i sci-fi og fantasy. ”Hvad nu hvis X?”, og så kan hele sagaer udvikle sig derfra.
Hvad nu hvis ringen med potentialet til at bringe mørkets herre tilbage havner i hænderne på en lille hobbit, der er svær at korrumpere, fordi han er ligeglad med magt?
Hvad hvis Storbritannien var en provins i en super-stat, der havde gjort frie tanker forbudt, og vores hovedperson var historie-redaktionist?
Eller hvad hvis man kunne tage et magisk tog til en troldmandsskole, men man kun kunne komme til perronen ved at styrte direkte mod en mur?
Så skal man bare fortsætte med at stille sig selv hvad-nu-hvis-spørgsmål, indtil man finder på noget, der pirrer ens lyst til at skrive. Og nogle historier kræver ikke, at man tænker det hele dybt igennem. Men hvis man som jeg har tænkt sig at skrive en lang serie i samme fantasyunivers, er det en god idé at tænke verden godt igennem, så der ikke lige pludselig er nogle interne uoverensstemmelser, der forstyrrer læseren.
Isbjerget
Mange har nok hørt om ”isbjerget”, hvor vi kun ser de øverste 10 procent. Sådan har jeg det ideelt med min worldbuilding. Læseren når kun at se de øverste 10 procent, men jeg vil gerne kende de resterende 90 procent, så jeg ikke kommer til at skrive noget, der senere viser sig ikke at passe med noget vigtigt i verden. Men det er selvfølgelig ikke altid muligt (eller nødvendigt) at vide alt om ens egen verden, og hvis man prøver, kan man falde i worldbuilding-sumpen og komme til at bruge al sin tid på at udvikle denne verden i stedet for at skrive historien, der skal foregå i den.
Men hvis man er virkelig glad for primært at udvikle setup og bare nogle story beats, er denne fremgangsmetode god for game masters i rollespil, hvor spillerne nok skal udfylde plottet, og game ma
steren så ”bare” forsyner spillerne med en fantastisk verdens ”sandkasse”, de kan lege i.
Og når man så har udviklet en fed verden, skal man jo så passe på at nøjes med at lade de ca. 10 procent stikke op, så pacing og plot og karakterudvikling ikke bliver kvalt i alle de fede detaljer, man har fundet på. For normalt er en god historie jo et nøje afbalanceret samspil mellem setting/miljø, karakterer og plot. Hvis man helt glemmer at arbejde med karaktererne og deres mål, kan verden være nok så spændende, så vil læseren nok hurtigt miste tålmodigheden, fordi der ikke ”sker noget”.
Der er en tid og et sted
Man skal også huske at komme med de detaljerede beskrivelser i ordentlig tid, inden de skal bruges til noget. Midt i en intens kampscene er der ikke tid til at dvæle ved de helt særlige blomster, som vokser på netop denne slagmark på grund af, at en nymfe blev dræbt lige netop dér i legendernes tid, og nu manifesterer sin sjæl hvert forår med blodrøde blomster.
Min egen tommelfinger-regel er at grundfæste hver eneste ny scene med beskrivelser, hvis det er nødvendigt, og det inkluderer beskrivelser af omgivelserne, som tit kan inkludere en lille lækker worldbuilding detalje. Det, jeg mener hermed, er, at hver scene ligesom skal forankres, så læseren ved, hvor og hvornår karaktererne befinder sig (hvis de altså har flyttet sig i forhold til sidste scene), og jeg får klemt ind, hvad karakterens mål er i denne scene, så læseren kan mærke, hvad retning historien bevæger sig i, både i tid og rum, men også i plottet.
Det er særligt i disse beskrivelser, jeg somme tider øjner en mulighed for lige at nævne en lille fed feature ved netop min verden: Noget som ikke behøver at forklares i dybden, men som, læseren ud af konteksten kan høre, er noget helt specielt for denne verden.
Når mine karakterer bevæger sig fra landsby til landsby, ser de f.eks. ikke kun kreaturer, der græsser og daglejere i marken, af og til ser de også elviske eller orkiske slaver, med slavering om halsen og blottet brændemærke og kortklippet hår. Jeg behøver ikke nødvendigvis forklare, hvorfor slaverne bliver klippet eller hvorfor de har en ring om halsen, det kan læseren selv regne ud, og de kan forstå, at karaktererne befinder sig i en slavestat.
Når det skal gå op i en højere enhed!
Det leder mig til den sidste ting, jeg vil fremhæve om worldbuilding i denne omgang. Det kan være en fordel, hvis ens plot og setting er tematisk forbundet, så alt spiller sammen og går op i en højere enhed. Den ene af mine hovedkarakterer er på flugt fra et følelsesmæssigt og fysisk fangenskab, og han har brudt forlovelsen med sin voldelige ekskæreste. Han kunne have gemt sig hvor som helst, men jeg har placeret hans eventyr i et land, hvor slaveriet stadig er udbredt… fordi frihed fra fangenskab er noget, der er tematisk vigtigt for den karakter.
Når min anden hovedperson skal have udvidet sin lidt snævre horisont, er det godt, at han bliver rejsekammerat med førstnævnte karakter, for han kan fortælle om andre mere åbne kulturer, når jeg worldbuilder gennem hans fortællinger om lande uden slaver, med demokrati, ligestilling og andre ting, der tematisk passer med den dannelsesrejse, jeg lægger op til.
Held og lykke med worldbuildingen!
Kunstnerne bag illustrationerne kan findes ved at klikke på billederne!
Comments