Det er tid til bogmesser! HURRA!
Er der noget bedre end at befinde sig i en messehal eller på et bibliotek fyldt op med bognørder? Nej, vel?! Uanset om du skal til Fantasy Festival eller BogForum, så skal du gøre dig selv klar til en fantastisk oplevelse.
Men det kan godt være både hårdt og overvældende at være på bogmesse, især hvis det er din første gang! Derfor har jeg her samlet nogle af de råd og erfaringer, jeg har gjort mig, siden min bog kom ud i 2016. Jeg er ingen ekspert, men de her simple tips har hjulpet mig mange gange.
Undersøg hjemmesiden på forhånd
Det siger sig selv, men jeg har selv overset nogle utrolig spændende ting, fordi jeg kun havde fokus på hovednavnet eller et særligt oplæg. Inden du tager på messe, så læs hjemmesiden og programmet godt igennem.
Det, du nemt kan overse, er for eksempel lidt mindre oplæg eller foredragsholdere, som kunne interessere dig. Det er også træls at dukke op på en bogfestival og opdage, at der er en forfatter, som du har syv bøger af stående hjemme på bogreolen – dem kunne du jo have taget med og fået signeret!
Pak ordentligt
Selvom du kun skal en enkelt dag ad sted på bogmesse, så er det vigtigt at pakke ordentligt. Det er ikke det samme som at besøge en anden by en enkelt dag. På en bogmesse kommer du til at snakke utrolig meget med andre bognørder, du går rundt omringet af andre, der vil være meget støj, mange indtryk, og det er vigtigt at være forberedt.
Først og fremmest, så sørg for at have sko på, du kan gå i hele dagen – komfort er vigtigt.
Dernæst er der nogle ting, du bør pakke:
Snack (myslibar eller noget andet nemt)
En flaske vand
Notesbog eller noteapp (hvis nu du møder nogen, du skal huske!)
Hovedpinepiller – det er træls at gå rundt og have det dårligt
Indkøbsnet (vi gider ikke plastik!)
Evt. en paraply
Powerbank + ledning - den lærte jeg på den hårde måde...
Jeg anbefaler desuden, at du har bare lidt kontanter med – for en sikkerheds skyld! De fleste tager enten kort eller MobilePay, men det kan jo være, teknikken er nede.
Alt efter hvor mange bøger, du har tænkt dig at købe, skal du muligvis overveje at tage en kuffert med – nej, jeg joker ikke. Jeg har set folk komme med kufferter.
OBS! I 2021 er det muligvis også en god idé at medbringe håndsprit... Better safe than sorry!
Find en base
Det er altid rart at have en base, hvor du kan sætte dine ting. Det kan evt. være i bilen udenfor (husk din entrébillet, hvis du forlader området) eller, hvis du har mulighed for det, ved en stand.
Hvis du kender nogen hos et forlag, kan du godt spørge, om du må få lov til at sætte dine ting under deres bord. Det er også god stil, hvis du også har købt noget hos dem 😉.
Det kan godt være svært at finde gode baser på bogfestivaller, men det er nu meget rart at have et sted, så man ikke skal slæbe rundt på sine ting hele dag.
Planlæg din tid
Der er mange ting på bogmesser, mange foredrag, der skal ses, mange stande, der skal besøges – og det er svært at nå det hele. Se programmet igennem og find ud af, hvordan tingene passer sammen.
Det, jeg foretrækker, er at se, om ikke jeg kan få i hvert fald en halv time mellem foredragene, og så holder jeg dem på 5 stykker på dagmesser. Nogle af dem tager op til en time eller mere, og så skruer jeg lidt ned. Der er altid næste år, og du skal heller ikke stresse dig selv!
På fx Fantasy Festivalen er der desuden mange ting udenfor, der er værd at se. Ugleriget kommer ofte, og så er der alle de små stande, kunstnere og boder, man skal forbi.
At planlægge din tid bare nogenlunde kan give dig et meget bedre overskud. Så kan du tage en dyb indånding og faktisk nyde messen!
Budget? Måske? Nej? Nej…
Det er ingen hemmelighed, at jeg godt kan lide at bruge penge – men jeg prøver at holde mig selv i kortere snor, så mit forbrug ikke går amok.
Dét kan godt være svært på bogmesser! Der er så mange bøger, og de kan blive signeret, og der er tilbud, og, og, og –
Første år, jeg var på Fantasy Festival, kom jeg hjem med, åh, jeg tror det var 17 bøger? Jeg brugte ”kun” 1200,- kroner, og så kan du nok godt se, at det nemt kan tage overhånd!
Jeg prøver at begrænse mig. For mit vedkommende, som forfatter, bruger jeg primært messer på at netværke og møde nye søde mennesker at snakke med!
…
Hvorfor kigger du sådan på mig? Det passer! … næsten…
Nåh! Men et budget kan gøre meget! Du kan enten rykke dine resterende penge over på en separat konto, hvis du ikke stoler på din selvkontrol, eller bare have det skrevet ned og holde øje!
Comments