Louise Haiberg er forfatter på Tellerup og har blandt andet udgivet trilogien Dæmondræberen. Louise skriver fantasy med kærlighedshistorier nøje indflettet, og det, der først fangede mig, var hendes humor og lidt skæve karakterer.
For frem for God eller Ond er de væsner, Louise opdigter (om de så er dæmoner eller låse eller mennesker), skrevet i en gråtone, der bare virker ægte. Derfor var der heller ikke den store tvivl om, om jeg skulle bede hende skrive et gæsteindlæg.
Louises indlæg handler om at skrive - om, når ordene bare griber én, og historierne bliver virkelige. Så værsgo til Louise, og god læselyst til dig!
At skrive er ikke altid let
Man sætter sig ved computeren eller med skrivebogen. Ordene kommer flyvende så stærkt, at hænderne næsten ikke kan følge med. Historien bliver afspillet som en film i ens hoved, eller som om man selv befinder sig i den.
En usynlig skikkelse, der kan læse hver af karakterens tanker og følelser.
Man bliver så opslugt, at alt andet holder op med at eksisterer. Man er fuldstændig konsumeret af kreativitet.
Sådan er det når skrivning er mest fantastisk.
Modgang
Men det er helt sikkert ikke altid på den måde. Faktisk er der perioder hvor det sker uhyre sjældent – men man sætter sig til at skrive alligevel… For måske er dette gangen, hvor det sker igen!
For det meste bliver ens kreativitet, og dermed også skriveriet, påvirket af tre ting. Eller, sådan er det i det mindste for mit vedkommende.
Virkelighed, usikkerhed og forventninger.
Virkeligheden
Jeg elsker at skrive!! Som forfatter er man en opdagelsesrejsende, der betræder ukendt jord som den første. Skaberen af et univers. Man lærer nye karakterer at kende, får chancen for at bygge dem op fra bunden med både gode og dårlige kvaliteter.
(Risiko for gude-/gudindekompleks kan forekomme)
Når det er sagt, så er skrivning ikke altid let, for virkeligheden (sværme af irriterende myg) presser konstant på. Vasketøjet (the neverending story), larmende kæledyr, bedre halvdele, børn (hvis man har dem), have, verdenens situation, Corona, et sært behov for enten at spise eller gå på toilettet.
Det hele kalder.
Af og til ligger det som én stor pærevælling i ens baghoved og er ikke altid let at distancere sig fra. Når det lykkes, er skriveriet dog et frirum.
Usikkerhed & forventninger
Usikkerhed er ofte forbundet med forventninger. Forventninger fra andre, og værre endnu, dem fra én selv.
Jeg plejer gerne at sige, at jeg først og fremmest skriver for min egen skyld. Fordi jeg her brug for at komme af med ordene. Fordi mit hukommelsesarkiv ville blive fuldstændig overrendt af ideer, hvis jeg ikke skrev dem ned. Fordi skrivning er mit frirum; det sted, der bringer mig ro og velvære.
Men af og til (okay, oftere på det seneste) er skrivning forbundet med en del usikkerhed. Min indre kritiker stirrer hånligt på hver ord, på hver sætning. Og selvom jeg prøver at sige til mig selv, at jeg umuligt kan blive værre grammatisk (nok ikke, sikkert ikke), så virker logikken ikke rigtigt.
Alt, hvad jeg skriver, føles som lort. Der mangler kontakten til karaktererne og historien. Alt virker som bla bla, og fingeren svæver over delete-kappen. Jeg har dog så meget fornuft, at jeg ikke trykker, og gentager et mantra i hovedet – alt kan fikses i redigering … alt kan fikses i redigering … Pres igennem!
Og nu tænker I måske – ”Hvorfor helvede elsker hun at skrive?” Det lyder langt fra afslappende.
Det er nok fordi skrivning lidt er som en rutsjebane. Man placerer sig i vognene for de dér øjeblikke, som giver et sus i maven.
Og når jeg skriver, er det både for at give ro i sindet, men helt sikkert også for de dér øjeblikke, hvor jeg føler mig genial. De tidspunkter, hvor min puls stiger og jeg bliver suget ind i historien. De øjeblikke, hvor ens kreativitet skaber en magisk bro til et andet univers, og man vandrer side om side med sine karakterer.
Tidspunkter, hvor man næsten kan dufte blomsterne som de passerer på vejen.
’De øjeblikke hvor magi eksisterer.