• Mie Hald

Sådan kan du tegne dit eget fantasykort

Uanset om du spiller D&D i din fritid, smuglæser længe efter sengetid, nyder en god fantasy-bog med en lige så god kop kaffe, eller bare ser en fantasy-film indimellem, så er du garanteret stødt på et fantasykort før.


Jeg elsker fantasykort – også selvom jeg faktisk ikke ofte bruger dem aktivt, mens jeg læser. Jeg elsker dem af æstetiske grunde, og så bruger jeg dem, når jeg selv sidder og skriver.


Jeg har tegnet kort, siden jeg fandt på min første historie. I dag vil jeg dele nogle tips og tricks, jeg har lært, så du kan komme godt i gang med at lave dit eget! Nederst på siden kan du også se tre sider, hvor du kan lave digitale kort.


Bemærk: Jeg er ikke professionel hverken illustrator eller kartograf. Det her er en hobby.

Illustration af eksempel til venstre

Tegn land og grænser op

Det første, du bør gøre, når du tegner dit eget kort, er at tegne land og grænser op. Mange af de lande, jeg ”skriver i”, ligger ud til kysten, for… det synes jeg selv bare er mere interessant.


Når du skal differentiere mellem land og vand, kan du sagtens slippe ad sted med at lave en løs, ujævn grænse. Hvis du ser på et rigtigt kort, så er det de færreste kyster, der er helt lige. Hav sjov med det, lav nogle halvøer og/eller fjorde – skab kystlinjen, som du ser den for dig.


Hvis du har flere lande, så anbefaler jeg, at du deler dem op med en stiplet linje. Hvis du kun skriver i ét land, så kan du evt. vælge kun illustrere landet indenfor grænserne – hvis resten altså ikke er relevant. Det gør det nemmere at overskue. Har nabolandene navne, så indtegn evt. også deres grænser og skriv navnene på, så du ved, hvad ligger hvor i forhold til hvem.


Når kyst og grænse er tegnet op, kan du lave flodlinjer ind, hvor det virker naturligt. Det kan blive fra kysten, andre lande, eller bjerge (se næste afsnit).


Husk, at floder og vandløb altid løber mod større mængder af vand. Jeg får altid mine til at ende enten i havet, i en sø, eller i et vådområde. Vådområder plejer jeg at markere med farve i stedet for illustrationer, da de kan være sværere at se på kort – alternativt kan du markere det med små cirkler eller bølger inde på land.


Sådan kan du tegne bjerge

Jeg elsker at tegne bjerge ind, også selvom de ikke spiller den store rolle i selve historien. Der er en masse videnskab og geologi til bjerge, men de behøver ikke altid komme med jordskælv og vulkanudbrud – nogle gange er det OK at skrive om fredeligere, østrigske bjerge😉.


Jeg prøver altid at stille bjergene i en række, der giver mening, som om de faktisk er skabt af tektoniske plader i undergrunden – men det behøves du ikke at gøre!

Illustration af, hvordan man tegner en bjergkæde.

På illustrationen kan du se, hvordan du kan tegne en mere avanceret bjergkæde. Den har jeg først selv lært at tegne for nyligt, og det kan være lidt svært at holde tungen lige i munden. Du tegner den sådan her:


- Lav 2-3 ujævne streger forbundet med hinanden

- Lav hak ned, hvor bjergene ender

- Marker bump og eventuelle sidebjerge

- Tilføj flere streger, hvis dine bjerge ser for simple ud

- Tilføj skygger, hvor det virker naturligt. Ved du ikke hvordan, så tag en mønt og placer den et sted omkring arket, du tegner på. Det er nu din sol, og skyggerne skal passe ca. til, hvor solen skinner fra!


Der er også en nemmere måde at tegne bjerge – den brugte jeg selv i mange år. For at tegne simple bjerge skal du:

Illustration af vejledning til, hvordan man tegner nemme bjerge

- Tegne en trekant eller en pukkel-form

- Giv den en side ved at lave en ujævn streg ned

- Skraver for skygge og dybde


Du kan kombinere simple bjerge og bjergkæder, som du vil. Jeg bruger ofte simple bjerge, hvis der bare er ét enkelt eller nogle få små.


Husk på, at dit kort ikke skal være 100% korrekt. Det skal give en idé om, hvad står hvor og i forhold til hvad, men højde og form på bjergene skal ikke være perfekt. Det sagt, så er det en god idé at sikre sig, at dine bjerge ikke bliver absurd høje…


Terræn – skov, slette og ørken

Jeg skriver altid i lande med meget skov, for jeg er selv vokset op i et område, hvor træerne rager op over husene. Når jeg en sjælden gang imellem tegner ørken eller slette ind på et kort, plejer jeg at gøre det ved at skravere med en blyant og kombinere dét med brun/orange farve. Andre gør det ved at tegne små sandbakker – du kan finde mange gode vejledninger andre steder på nettet!

”Men… nu har du lavet den her liste, hvorfor har du ikke et eksempel med?”


Ja, det er i hvert fald ikke fordi jeg er så vant til at tegne skovklædte kort, at jeg glemte det… Hvad får dig til at tro dét?


... moving on...


At tegne skov ind er faktisk utrolig let!


- Tegn en bulet blob


… Ja, du kan faktisk stoppe her. Det var sådan, jeg markerede skov i mange år, og det virkede fint! Det markerer grænsen mellem åbent land og skov, og hvis dét er alt, du har brug for, congratulations, you’re done!


Men vil du gøre det lidt pænere, så kommer de næste to skridt her:

Illustration af instrukser om, hvordan man tegner skov

- Forestil dig, at den blop, du har tegnet, er løvtaget, og lav korte striber ned, hvor det giver mening, for at danne et billede af en skov fra fugleperspektiv.

- Tilføj nogle krøller på toppen for tekstur – det er træer, der rager lidt op…


Du kan lave små klynger af træer på den her måde, eller du kan lave en kæmpemæssig skov, som jeg har gjort på billedet her. Det er op til dig!


Sådan kan du tegne et banner

Et banner er en fin måde at skrive navnet ind på dit kort, men du behøver det ikke. Der er mange måder at tegne bannere på, men her er den nemmeste, som jeg oftest bruger.


OBS! Det kan være en god idé at skrive navnet på landet/verden først og tegne banneret rundt om. På den måde er du sikker på, det passer og ser pænt ud.

Illustration af instrukser om, hvordan man tegner et banner

  • Lav en firkant

  • Tegn en streg ud fra midten af firkanten i hver side og lav én lidt højere oppe; der skal cirka være lige så stor afstand mellem de to streger som toppen og bunden af firkanten… De øverste streger skal gå lidt ind over firkanten.

  • Med en skæv streg forbinder du det inderste punkt af de øverste streger med det nærmeste hjørne på firkanten.

  • Forbind spidsen af de øverste streger med firkanten via en lige linje, så du har lavet en lille trekant i hver side (dem kan du med fordel skravere eller farve mørke).

  • Forbind øverste og nederste streg på hver side, enten lige ned eller med en indadvendt trekant.


Tip: Placer banneret i ét af hjørnerne, så det ikke går i vejen for kortet. Tegn det evt. ind først. Hvis du vil få banneret til at se ældre ud, kan du lave indhak i det, som om det er slidt og brugt. Hvis du farvelægger det, så gør det evt. lidt mørkere ude ved siderne og kanterne.


Steder og byer – husk ikoner

Ikoner er ting som byer, tårne, bebyggelser og mere. Den her del afhænger typisk af dig og det, du har i lige netop din verden. Hvis du fx har mange fiskerbyer, så kan det være en god idé at lave et særligt ikon for fiskerbyer. Er glasværksteder en vigtig ting i din verden, så lav et særligt ikon for glasværksteder.


Du fanger idéen.


På billedet kan du se de typiske ikoner, jeg plejer at tegne ind. For større og/eller vigtigere byer tegner jeg en mørk blob. Det giver indtrykket af omridset af en by.

Illustration af nævnte ikoner + placerede ikoner på kort

For mindre landsbyer nøjes jeg med en prik. Jeg tegner ikke alle landsbyer ind, men for mig gør det kortet mere levende, og jeg kan bedre orientere mig, når jeg bruger det i min skrivning.


Templer og helligdomme er noget, jeg primært bruger i Arvingen – det samme er tårne/slotte. Men de er fine eksempler at have med!


Du kan navngive de forskellige steder (inkl. skove, søer og bjerge), hvis du vil. Hvis du gør dét, så anbefaler jeg at bruge en tynd, spids kuglepen. Hvis det ikke er bynavne, fx navne på en bjergkæde eller en flod, så plejer jeg at skrive det i kursiv (eller så tæt på kursiv, jeg nu kan skrive!). Det hjælper med at adskille det hele lidt.


Gode huskeråd, når du tegner et fantasykort

Når du tegner et fantasykort, skal du huske, at kortet ikke skal være 100% korrekt. Fejl gør ikke noget – formålet er at danne et indtryk, ikke et nøjagtigt billede.


Det færdige kort med farver og sejlruter
De stiplede linjer i vandet indikerer søfartsruter - kan forbinde eventuelle øer

Det er godt at bruge ordentlige redskaber, når du tegner kort. Der er ofte mange små detaljer, og det er en god idé at være nøjagtig. Nej, du skal ikke gå ud og investere i en masse dyre penne, bare for at lave ét kort. Her er det, jeg anbefaler, du finder:


  • En god kuglepen – jeg tegner altid kort med kuglepen, og jeg tegner aldrig en skitse først. Kuglepennen giver en bedre definition, og et kort over et land skal ikke være perfekt. Det er skabt af natur, vind og vejr, og derfor foretrækker jeg det mere rustikke resultat!

En god kuglepen kan evt. være kollektionen ”Writer”, som du kan købe i de fleste dagligvarebutikker. Du kan i hvert fald finde dem i Menu og MinKøbmand!

  • En tynd kuglepen – som sagt er der mange små detaljer på et kort, og en lille, tynd kuglepen kan være guld værd. Hvis du ikke har én, så kan de fås billigt i Bog&Idé, og de er altså også dejlige at bruge til andre ting 😉

  • Farveblyanter – et kort kan godt blive lidt forvirrende, hvis der er mange detaljer. Derfor anbefaler jeg lidt let farvelægning. Jeg plejer at highlight kystlinjer og søer med lidt svagt blå (lad være med at farve hele havet), bjerge med orange eller brun, og skove med grøn. Sædvanligvis farvelægger jeg ikke almindeligt land, men du kan, hvis du føler for det!


Sidst, men ikke mindst, så lad være med at bekymre dig for meget om det endelige resultat. Stol på processen og vent, til du er helt færdig, med at dømme det. Og hvis alt går galt, så kan du bare lave et nyt!


Du kan pifte dit kort op ved at tegne på brunet papir. Du bruner papir ved at male vandfarvepapir (VIGTIGT at det ikke er almindeligt papir!) med stærk kaffe. Se evt. videoen herunder for en hurtig tutorial.



Her kan du lave digitale kort (siderne kan kræve betaling for visse ydelser): RollForFantasy, Inkarnate & WorldAnvil.

22 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle