Sådan skriver du sanser
Noget af det, jeg hyppigst ser i både nye og erfarne forfattere, er et besvær med at indføre sanser i teksten. ... nej, det er i hvert fald ikke noget, jeg selv har svært ved! ... okay, lidt, måske...
De fleste af os bruger alle fem mere, end vi tror, men vi er så vant til dem, at det kan være svært at huske hvornår. Sanserne får din historie til at virke mere levende og ”dyb”. Hvis du kun bruger én eller to gennem en hel bog, vil der mangle noget, der i værste tilfælde kan give læseren svært ved at relatere til den.
Jeg har selv kæmpet lidt med sanser, og må stadig holde mig selv i ørerne for at huske dem. Så her er en gennemgang af de fem sanser og hvordan du bedst muligt kan indføre dem i din historie. Gennem teksten vil jeg lave et løbende eksempel, der viser, hvordan de fem sanser kommer aktivt i brug.
Bemærk, at jeg holder meget af den mere romantiske skrivestil – hvis du skriver fx minimalistisk, vil din tekst naturligt komme til at se anderledes ud.
Synssansen
Synssansen er den nemmeste at få ind i din tekst – du kan ikke undgå den. Hver gang du beskriver noget, et træ, en person, himlen, så er det synssansen, der er i spil.
For størstedelen af befolkningen er synssansen så almindelig, at vi slet ikke lægger mærke til den. Der er ikke noget ekstraordinært ved den, og vi tager den ofte for gode.
Men du kan tage den i aktiv brug ved at fokusere på farver eller kontraster - når det er relevant. Der er skønhed og grimhed overalt omkring os, og ordentlige miljøbeskrivelser, der ikke tager overhånd, er guld værd!
Medmindre din hovedperson er blind eller har synsbesvær, vil synssansen komme frem i noget som følgende:
”Det blå hav strakte sig så langt øjet rakte, glimtende i middagssolen. Den vide sandstrand lå som en markant grænse mellem bølger og klitter.”
Høresansen
Høresansen er igen noget, vi tager for givet. I din historie vil høresansen helt automatisk blive implementeret, når karakterer taler sammen – men der er flere lyde, der kan gøre din historie levende.
Jeg prøver altid at holde mig selv ved ilden, når jeg skriver en scene, der foregår et sted med mange lyde. Det kan være i en skov med fuglesang og raslende blade eller i en travl by.
Høresansen behøver du ikke bringe op i hver eneste scene. Hvis du for eksempel skriver, at en kat larmede i baggrunden, så vil din læser automatisk tænke, at noget har skræmt den. Høresansen er god at indsætte, når det er plotrelevant, når der skal opbygges suspense, eller når du vil uddybe dit miljø.
Og husk: Høresansen kan også være manglen på lyd.
”Det blå hav strakte sig så langt øjet rakte, brusende og glimtende i middagssolen. Den vide sandstrand lå som en markant grænse mellem klukkende bølger og tavse klitter.”
Lugtesansen
Lugtesansen er straks sværere! Selvom vi bruger den hver dag, så er det ofte kun ved stærke reaktioner, at vi bemærker den.
For at indføre lugtesansen på en effektiv måde, er der to ting, du bør se på: Hvilke lugte kan dine karakterer lide, og hvilke lugte passer ind i scenen?
I Arvingen er der en kort bemærkning om hyldeblomst, der bliver båret med vinden hen til to karakterer, og det leder dem videre til en samtale. I en anden sidder Caden og Luan i køkkenet og bager, og dér dufter der af mad, brød og urter.
Lugtesansen behøves ikke implementeres ofte. Den klarer sig bedst, når der skal sættes følelser i gang. Lugtesansen er forbundet med nostalgi og tryghed, men også frygt og usikkerhed. Ingen har det fx godt i et miljø, der lugter dårligt.
”Det blå hav strakte sig så langt øjet rakte, brusende og glimtende i middagssolen. Den vide sandstrand lå som en markant grænse mellem klukkende bølger og tavse klitter. Tang og brakvand hang i luften, ført op mod bakkerne hvor hybenrosernes parfumerede favn tog imod.”
Bonusråd!
Et fantastisk godt råd, jeg engang fik, handlede om beskrivelser af karakterers duft. Du har sikkert på ét eller andet tidspunkt læst noget i stil med ”han duftede af røg og skolak”.
Rådet gik ud på, at de dufte skal være forbundet til det, karakteren bruger tid på. Røg kan enten hentyde til tobak eller bål, og skolak kan være enten en dyr livsstil eller betegne én, der tjener den dyre livsstil.
Det er normalt, at karakterer har særlige dufte, der associeres med dem. Men hvis din karakter bor midt inde i byen og aldrig nogensinde tager ud af betonjunglen, hvorfor dufter de så af ”grantræ” og ”bål”?
Smagssansen
Det er ikke ofte, vi smager uden at spise, og madscener bliver typisk sprunget over i bøger, hvor det ikke er relevant. Du har garanteret læst eller hørt ”dårlig smag i munden”, men der er flere måder, du kan bruge smagssansen til at opbygge miljø.
Jeg skriver middelalderlig fantasy, og derfor får jeg ofte brugt smagssansen i forbindelse med anstrengelser. ”En metallisk smag spredte sig på tungen” betyder, at karakteren har blod i munden. ”Sved trængte sig ind mellem læberne” er noget, mange har oplevet, hvis de har været ude at løbe på en varm sommerdag, og det kan også vises ved at erstatte "sved" med "salt".
Smagssansen kan også være noget simpelt; smagen af et æble, der ”nev i indersiden af kinderne” eller en parfume så tyk, man ”næsten kunne smage den”. Det tæller også!
”Det blå hav strakte sig så langt øjet rakte, brusende og glimtende i middagssolen, og det salte skumsprøjt lagde sig på læberne. Den vide sandstrand lå som en markant grænse mellem klukkende bølger og tavse klitter. Tang og brakvand hang i luften, ført op mod bakkerne hvor hybenrosernes parfumerede favn tog imod.”
Følesansen
Følesansen er den, man skal holde mest igen med. Den kan nemlig hurtig blive en smule uhyggelig, hvis du ikke kontrollerer den. Det er for eksempel fint, at ”han strøg hestens glatte skind”. Det fortæller os, hvordan hesten føles at røre ved.
Men hvis det er sådan, du beskriver det, hver gang "han” rør ved hesten, så begynder det at blive 1) gentagende og 2) småcreepy.
Følesansen kan fortælle os om meget. Finheden af et materiale (er træet glat eller groft?), hvorvidt en karakter bekymrer sig om det, de rør ved. Hvis de for eksempel løfter en vandrestok og beskriver, hvor dejlig den er at holde ved og hvor glat den er af brug og alt sådan noget, så ved læseren, at stokken er elsket og muligvis har en dybere betydning.
Det kan også være en fornem karakter, der kan identificere stof ved at røre ved det eller ved, at et materiale er uægte, så snart de tager det på.
”Det blå hav strakte sig så langt øjet rakte, brusende og glimtende i middagssolen, og det salte skumsprøjt lagde sig på læberne. Den vide sandstrand, hvis grove korn møvede sig op mellem tæerne og kildede og kradsede på én gang, lå som en markant grænse mellem klukkende bølger og tavse klitter. Tang og brakvand hang i luften, ført op mod bakkerne hvor hybenrosernes parfumerede favn tog imod.”