Én af de ting, flere af mine beta-læsere nævnte, da de kom med feedback på Arvingen, var, at de undrede sig over seksualitet i det univers, jeg har skabt. Bogen er på dette tidspunkt (29/06/2021) ikke blevet antaget af et forlag, men jeg synes alligevel, jeg vil snakke om det.
For Arvingen er meget fokuseret på LGBTQ+, og det har den været fra starten af. Men jo mere, jeg arbejder med den, jo mindre føles det som en ”LGBTQ+ bog”. Det er en bog, der bare ikke er heteronormativ.
Hvordan fungerer seksualitet i Arvingen?
Jeg har så vidt som muligt undladt at bruge labels i Arvingen. Ikke, fordi jeg ikke kan lide dem – jeg synes, labels er en god ting, og at man skal have lov til at bruge dem, hvis man vil. Men i Arvingen passede de ikke ind.
For den verden, jeg har skabt, har et helt andet forhold til seksualitet end vores virkelighed. Kriterierne i Salim’Da, som verdenen i Arvingen hedder, er, at det skal være lovligt og velvilligt– altså skal ens intime/romantiske partner være en interesseret voksen. Det er dét.
Jeg ved, hvad mine karakterers seksualitet er. Jeg har deres labels, for det hjælper mig med at skrive dem som god repræsentation. Men det, jeg håber, er, at Caden, Luan, Marina, Reika, Khamil, Eliar, Alvira, hvem end det nu bliver, kan hjælpe en fremtidig læser med at få brikkerne til at falde på plads. Også selvom de ikke har samme seksuelle/romantiske identitet.
Hvorfor er Arvingen så fokuseret på LGBTQ+?
Da jeg satte mig ned og begyndte at arbejde på Arvingen igen, havde jeg ikke lyst til at skabe endnu en verden med fordomme og homofobi. Det ser vi rigeligt af i virkeligheden, og desværre er det også noget, mange fantasyforfattere tager med ind i deres værker.
Selvom det i fiktion heldigvis ofte fremstilles som noget slemt, noget, der skal besejres, så er det stadig noget, der er til stedet og dominerer. Men for mange LGBTQ+ personer er det bare rart at kunne komme væk og læse en bog, uden at skulle konfronteres med had.
Ingen verden er perfekt, og Salim’Da har en ganske lille befolkningsgruppe, der er imod LGBTQ+. De mener, at fordi guderne er LGBTQ+, er det en hån og latterliggørelse fra mennesker at ”efterligne” dem. ”Mennesker er sat i verdenen for at formere sig” – ja, du har sikkert hørt en bibelfanatiker på nettet sige noget af det samme.
Men den gruppe er ikke en skurk. De er ikke relevante, de eksisterer. De står ikke i vejen, og de er et mindretal. Arvingen er skrevet til LGBTQ+ og udfylder den tomme plads, mit eget lille regnbuehjerte ville ønske, jeg havde haft, da jeg var yngre.
Guder og regler
Nøglen til det hele ligger i worldbuilding. I Arvingen er (næsten) alle guderne LGBTQ+, og det er en del mere tydeliggjort end med de andre LGBTQ+ karakterer. Vandgudinden Imani er lesbisk og bor med sin hustru, ildgudinden Alvira er poly og har to mænd og et par kærester, jordens gud Eliar er nonbinær, og luftguden Shea er biseksuel.
Roden til en stor del af vores verdens homofobi kommer fra fejloversættelser og strategisk forfølgelse fra især den katolske kirke. Det er sivet ind over tid og har slået rødder, der er svære at hive op.
Men i Salim’Da er der ikke dét problem. For guderne er meget tydeligt queer. Og hvis guderne må være det, hvorfor skulle mennesker så ikke?
Det er en utrolig simpel løsning på fordomme, og det har tilladt mig at tage den store malerrulle og lave et prideflag på næsten hver side i bogen, uden at den er ”for” queer 😉
Med fantasy kan du leve i en fantasi – og det er okay
Det er ikke LGBTQ+, der er hovedtemaet i Arvingen. Jeg ville skrive en bog, hvor det var dominerende, men samtidig lå lige under overfladen. Og det gjorde jeg.
Arvingen føles for mig ikke queer. Der er utrolig mange LGBTQ+ karakterer i den, men det er en fantasybog først og fremmest. Hvem folk forelsker sig i eller higer efter er ikke det centrale – de eksisterer bare, ligesom vi gør i virkeligheden.
Det er en drøm sat på papir – en mulighed for at slippe væk, bare kort, og leve i en verden, der er bare lidt bedre. Jeg glæder mig rigtig meget til at dele Arvingen, så jeg kan slippe min lille regnbuebataljon løs!