Det her er en anden type blogindlæg, og nok mere et brev end så meget andet.
Mens jeg har været i gang med at indtale Dødsvalsen som lydbog, er jeg blevet opmærksom på nogle punkter i bogen, jeg ikke føler, det ville være rigtigt at være stille om. Her tænker jeg særligt på den abelisme, der kommer frem i form af nedværdigende, krænkende og stødende sprogbrug fra karakteren Kritanta, og store dele af karakteren Tristan.
Jeg vil starte med at sige, at jeg stadig står ved min bog. Det her er ikke en erklæring om, at jeg stopper med at anbefale eller sælge den. Jeg synes, plottet er godt, at karaktererne er interessante, og jeg er stadig stolt af den.
Problemerne
Problemerne i Dødsvalsen falder på to områder.
Det første er Tristan som karakter. Tristan er hovedpersonen Annas hjerneskadede storebror. Selvom jeg stadig holder af ham, er han ikke længere en så god repræsentation, som jeg engang troede. Der er passager i bogen, der har været svære at læse op til lydbog, og steder, jeg selv synes er svære at sluge.
Intentionen med Tristan var fra starten at lave en dreng, der er fanget som et lille barn. Han er stadig Annas elskelige storebror, men der er steder i bogen, jeg ville ønske, jeg havde skrevet anderledes.
Det næste problem kommer i form af Kritanta, der kan anses som bogens antagonist og sekundære hovedperson. Han bruger ord om Tristan, jeg aldrig selv har benyttet mig af, hverken som skældsord eller i daglig tale. De er nedsættende, sårende og abelistiske, og jeg ved ærligt talt ikke, hvorfor jeg skrev dem ind.
Kritanta er ment som, ja, et dumt svin. Det er ikke meningen, han skal være flink eller rar – men der er en grænse, og jeg forstår, hvorfor dele af hans dialog ikke er passende under nogen omstændigheder.
Videre fremgang og forlagets holdning
Kunne jeg have det, som jeg ville, ville der i lyd- og e-bogen være en kort passage i starten af bogen, som advarer om abelisme og understreger, at hverken forlaget eller jeg har haft onde intentioner, og i dag ved bedre.
Sådan bliver det desværre ikke.
Det her brev, plus min post på Instagram, bliver min undskyldning for det, jeg har skrevet. Jeg har konsulteret med Forlaget Brændpunkt, der har valgt ikke at gøre mere ved bogen.
Og det her er ikke en kritik af dem! Jeg ved ikke meget om forlagsbranchen eller -processen, men jeg ved, at det ville være ekstra arbejde for en bog, der udkom for seks år siden og ikke sælger så godt. Jeg forstår deres valg, og uden, at det skal være en undskyldning, forstår jeg også godt, at de ikke ser det nødvendigt at undskylde for noget skrevet af en 14/15-årig.
Min alder har, for mig, aldrig været noget, jeg ville have i fokus i mit forfatterskab, og det skal ikke være en undskyldning nu.
Hvorfor er et brev nødvendigt?
Jeg forstår og accepterer forlagets beslutning, men føler med mig selv, at jeg skal indrømme og undskylde for mine fejl – også selvom de ligger langt tilbage.
Det, jeg skrev for 6 år siden, kan stadig såre nogen i dag. Det har aldrig været min intention at skade nogen, men jeg ved, at mange af mine læsere har enten fysiske eller psykiske udfordringer.
Det er vigtigt for mig at undskylde – både for at vise, at jeg oprigtigt bekymrer mig og er ked af det, jeg har skrevet, men også for at udtrykke, at det ikke skal gentage sig.
En undskyldning er nødvendig, føler jeg, fordi jeg, uden at ville det, kan have såret nogen dybt og vendt dem væk fra det, jeg videre arbejder på. Hensigten med min skrivning nu, er at give dem, der aldrig ser sig selv i en historie, en historie at høre til i. Og det kan man ikke med abelisme.
Undskyld
Så undskyld. Undskyld til dig, jeg har såret, enten direkte, indirekte, eller på vegne af andre.
Undskyld til dig, der har fået en dårlig følelse i maven eller en sur smag i munden på grund af visse passager.
Og undskyld til dig, jeg helt har skræmt væk.
Det her er ikke et brev med tanke på tilgivelse eller beroligelse for egen skyld. Det her er noget, jeg føler er nødvendigt, og som jeg håber, I vil tage imod og med videre.